Britt Randbæk Løfgren | Produktionsmedarbejder
Jeg kan godt lide, at opgaverne skifter fra dag til dag
Jeg arbejder med alt fra laserskårne plader til montageopgaver rundt i Europa.
Jeg – Britt Randbæk Løfgren – startede som løsarbejder i 2013, og siden da har jeg prøvet lidt af det hele. Det passer mig godt, at jeg kan bidrage med mange forskellige ting og at opgaverne skifter.
I dag arbejder jeg primært ved Zunden. En maskine, der kan skære, fræse og laserskære alt fra pap og folie til metal og akryl. Jeg kan lide kombinationen af præcision og variation – og at jeg hele tiden skal forholde mig til nye løsninger.
Fordi jeg selv har stået i montagen, tænker jeg altid et skridt frem. Det, jeg sender videre, skal være i orden.
Når montørerne får materialer, der er sorteret og klar, gør det deres arbejde nemmere – og det giver mig en særlig tilfredsstillelse, når det hele går op i en højere enhed.
Selvom jeg er glad for Zunden, betyder det meget, at jeg stadig kommer med ud på montage – både i Danmark og nogle gange i udlandet. Det giver et afbræk fra hverdagen ved maskinen og en anden forståelse af, hvordan vores arbejde ender ude hos kunderne.
Et projekt, der står tydeligt for mig, er en legetøjsforretning i Esbjerg. At møde ind til en næsten tom butik og være med i 14 dage, til den stod færdig, gjorde stort indtryk.
Men det, der betyder mest, er kollegaerne.
Jeg går ind til dagen med en indstilling om, at vi skal have det godt sammen og få det bedste ud af dagen. Samarbejdet og fællesskabet gør, at jeg bliver ved med at møde ind med lyst og energi.
Når jeg tænker over det, er det nok kombinationen af variationen i opgaverne, friheden i produktionen og de mennesker, jeg arbejder sammen med, der gør, at jeg er glad for at være her.
Det giver mening – og det er derfor, jeg stadig er her i dag.
Lars Hansen | Key Account Manager
Jeg bliver stadig stolt, når jeg ser resultatet ude i virkeligheden
Jeg – Lars Hansen – er oprindelig udlært i Butik i det “hedengangne” Fona.
Ja, jeg har sågar haft min egen pladeforretning, inden jeg i midten af 90’erne næsten ved et tilfælde havnede i den grafiske branche.
Der har jeg så været siden, og i de sidste 12 år har jeg været hos Effection. Men hvorfor har jeg så det?
Først og fremmest elsker jeg at være med på rejsen, fra første gang kunderne spørger efter visuelle løsninger af den ene eller anden art, til det færdige resultat kommer ud at leve.
Det dér med at kende tankerne bag og at have præget løsningen, og så mærke kundernes glæde ved resultatet… Det er min benzin!
”Det har vi lavet!”, proklamerer jeg altid glad og stolt, når jeg ser det færdige resultat.
Uanset, om det er en bildekoration ude på vejene, et facadeskilte på en bygning eller en kampagne i en landsdækkende butikskæde.
Jeg kan godt lide at være bindeled mellem den kreative proces og den eksekverende del, som sikrer at kunden får den helt rigtige løsning for lige præcis dem.
Foruden samarbejdet med mine dygtige kolleger kan jeg virkelig godt lide den store variation i både kunder og opgaver.
Ingen dage er ens, og sådan kan jeg allerbedst lide det.
Simon Holm Nielsen | Industrial Designer
Jeg elsker at gøre kundernes idéer til virkelighed
Mit navn er Simon Holm Nielsen, og når jeg træder ind på Tegnestuen om morgenen, ved jeg altid, at dagen bliver fyldt med udfordringer, der kræver både kreativitet og praktisk sans.
Jeg har altid haft en passion for materialer og for at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Helt fra min tid på møbelsnedker-uddannelsen til i dag, hvor jeg arbejder som industriel designer hos Effection.
Det bedste ved mit job er at være med til at skabe løsninger, der ikke bare ser godt ud, men også fungerer i praksis.
Dér føler jeg, at jeg gør en forskel.
Jeg er i det hele taget vild med at komme helt tæt på kundernes visioner, trykke hænder og se deres øjne lyse op, når vi sammen finder frem til den allerbedste løsning.
Det er præcis dét, der gør mit arbejde meningsfuldt.
I hverdagen er jeg virkelig glad for den fantastiske dynamik, vi har på tegnestuen. Vi griner meget, hjælper hinanden og tør udfordre hinanden fagligt.
Krydsord i frokostpausen er blevet en fast tradition for nogle af os. Det giver en analog pause, der giver gode grin og styrker fællesskabet.
Vi har en kultur, hvor alle bidrager, og hvor vi bruger hinandens styrker på kryds og tværs.
Jeg er stolt af at være en del af Effection, hvor vi i fællesskab gør os umage med at gøre brands levende i den fysiske verden med respekt for materialerne, håndværket og kundens vision.
Zenia Bille | Junior Project Coordinator
Jeg tog initiativet og skabte min egen rolle
Jeg havde knap nok afsluttet min praktik, før jeg kunne mærke, at jeg ikke var færdig her.
Og det blev der lyttet til!
Derfor er jeg – Zenia Bille – fortsat som studentermedhjælper på en række forandringsprojekter, hvor jeg kan se, at Effection har potentiale til at rykke sig.
I min praktik fik jeg indblik i hele værdikæden og mærkede, hvor komplekst vores arbejde er. Det gjorde mig nysgerrig på, hvordan vi kunne gøre tingene smartere og skabe bedre sammenhæng mellem afdelingerne.
Derfor skrev jeg et oplæg til ledelsen med konkrete forbedringsområder, og det blev fundamentet for min nuværende rolle.
I dag hjælper jeg med at skabe struktur, fremdrift og mere klare processer på tværs af forretningen. Målet er at gøre hverdagen lettere – og på sin vis også mere effektiv – for mine kolleger.
Her kan jeg virkelig mærke, at jeg trækker på teorien fra mit studie i værdikædeledelse og procesøkonomi og på mine praktiske erfaringer fra Spejdernes Lejr, hvor jeg arbejder med ledelse, bæredygtighed og indkøb.
Den kombination gør, at jeg kan gå til opgaverne med både struktur, forståelse og realisme – og jeg kan virkelig mærke, at jeg gør en forskel.
For når vi styrker samarbejdet, arbejdsprocesserne og vores interne systemer, giver vi også kunderne en mere professionel, smidig og forudsigelig oplevelse i samarbejde med os som virksomhed.
Men alt i alt handler det faktisk ikke om effektivitet for effektivitetens skyld. Det handler om mennesker.
Og det bedste ved Effection er kulturen og kollegaerne.
Her bliver mine kompetencer set, og der er en nysgerrighed og varme i samarbejdet, som gør det motiverende at være en del af huset.
Charlotte Ivanoff | Project Manager
Det driver mig at følge projekterne hele vejen fra idé til virkelighed
Jeg får energi af fremdrift, af at tage ansvar, og af at se et resultat stå færdigt, velvidende at jeg har været med fra start til slut.
I 2022 valgte jeg – Charlotte Ivanoff – at vende tilbage til Effection efter et par år væk.
Beslutningen var egentlig enkelt. Jeg savnede tempoet, fællesskabet og den særlige energi, der opstår, når dygtige mennesker arbejder tæt sammen om at skabe noget.
I min rolle som projektleder arbejder jeg på tværs af mange afdelinger og har løbende dialog med både kolleger og kunder.
En stor del af mit arbejde handler om at skabe overblik, koordinere de mange detaljer og være den, der sikrer, at vi kommer godt i mål – også når tidsplanen er stram, og der er meget på spil. Det kræver struktur, tydelig kommunikation og lysten til at tage ansvar, når det virkelig gælder.
Jeg kan godt lide, når der er fart på. Når der stilles krav. Når tingene skal lykkes.
Den samme tilgang har jeg i mit privatliv. Jeg har løbet både maraton og halvmaraton og elsker følelsen af at udfordre mig selv og rykke mine egne grænser.
Den udvikling kommer ikke af sig selv, men den kræver, at man tør sige ja til at blive involveret, tage ansvar og nogle gange træde lidt uden for sin komfortzone.
For mig handler det i sidste ende om mennesker, momentum og meningsfulde resultater. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg vendte tilbage
Her er der energi, og jeg bidrager aktivt til at holde den i gang.
Tommy Pedersen | Technical Project Manager
Jeg er glad for at tage personligt ansvar
Jeg vil hellere sige nej til en kunde, end at levere en løsning, jeg ikke kan stå på mål for.
Det er, fordi jeg – Tommy Pedersen – har det svært med halve løsninger.
Jeg har min daglige gang i vores Digital Signage afdeling i Aalborg, og når jeg afleverer skærmløsninger til en kunde, skal jeg kunne sige, at de er gennemtænkte, driftssikre og lavet ordentligt. Løsninger, der holder – også mange år frem.
Måske er det, fordi jeg er nordjyde?
For mig er det en selvfølgelighed, at vi tager ansvar for det, vi leverer. Og det fylder en del i mit arbejde.
Skærmløsningerne skal fungere i praksis. Ikke kun på afleveringsdagen, men i hverdagen – når kunden ikke har tid til bøvl.
Samtidig er det vigtigt for mig, at løsningerne er intelligente. Jeg arbejder hele tiden med at finde balancen mellem at bruge ny teknologi og sikre løsninger, der fungerer i praksis.
For stabile og intelligente løsninger opstår sjældent tilfældigt. De kræver, at man tænker sig om og gør tingene ordentligt fra starten.
Hvis en løsning kræver konstant opmærksomhed, er den i mine øjne ikke god nok.
Derfor bruger jeg også gerne ekstra tid på at tænke løsningerne grundigt igennem og teste dem ordentligt.
Jeg er generelt meget digitalt nysgerrig, og i dag arbejder jeg også en del med AI – både for at effektivisere mit eget arbejde og for at udvikle smartere og mere robuste løsninger til vores kunder.
For det, der motiverer mig mest, er, når kunderne oplever, at skærme og software bare kører. Når løsningen virker, uden at de skal ringe hele tiden. Og når det, vi har lavet, giver mening for deres forretning.
Det er dér, jeg ved, at arbejdet er gjort ordentligt.
Tjalfe Green | Trainee – Project
Jeg har fået en elevplads med ansvar
Jeg vil ikke have en elevplads, hvor jeg skal kigge på.
Jeg vil med ud til kunderne og stå midt i de komplekse opgaver.
Og det har jeg fået her!
Jeg hedder Tjalfe Green, og jeg er elev i Effections Projektafdeling. Jeg er i gang med en uddannelse inden for eventkoordinering, og fra start har jeg haft mulighed for at bruge det, jeg lærer på studiet, direkte i mit arbejde.
Det, jeg synes er mest spændende, er at være med hele vejen – fra den første kontakt til den færdige løsning står ude hos kunden. Det giver en klar forståelse for, hvordan projektstyring fungerer i praksis, og hvor meget detaljer, samarbejde og forventningsafstemning betyder.
Det er også fedt at komme ud og se løsningerne i virkeligheden. At gå fra skærmen og ud i produktion giver et helt andet blik på både materialer, projekter og det håndværk, der ligger bag. Der er mange detaljer, man nemt kan undervurdere, når man ser en færdig løsning i Københavns Zoologiske Have eller på SAS’ nye kontor i Kastrup.
Samtidig er tempoet højt, og der er meget at holde styr på.
Noget af det sværeste har været at lære at bruge værktøjerne rigtigt og ikke have det hele i hovedet. Men mine kolleger er gode til at gribe mig og hjælpe mig videre, når jeg spørger.
Og så er der plads til at lave fejl. Det gør, at man tør tage ansvar.
For mig har Effection givet et helt andet billede af, hvordan en arbejdsplads kan være.
For mig har Effection vist, hvordan en arbejdsplads også kan være. Her handler det ikke kun om opgaver og resultater, men om at behandle hinanden ordentligt og ville hinanden det bedste.
Det betyder mere, end man lige tror.
Thomas Michael Carlsen | Printoperatør
Jeg er autodidakt. Og det er jeg stolt af
Jeg har aldrig været særlig god til at acceptere, at noget ikke virker.
Hvis en maskine driller, eller et setup ikke spiller, vil jeg vide hvorfor. Det er den nysgerrighed, der har formet den måde, jeg arbejder på i dag.
Jeg – Thomas Carlsen – arbejder som Printoperatør og er autodidakt.
Det var jeg også, da jeg startede hos Effection. Og jeg var faktisk ret ydmyg omkring det i begyndelsen. Jeg havde en lille stemme i baghovedet, der spurgte, om jeg nu var god nok, når jeg ikke havde en formel uddannelse.
Den tvivl blev hurtigt gjort til skamme. Ja, faktisk tog det ikke lang tid, før kollegaerne begyndte at komme forbi og spørge mig til råds. Det blev en øjenåbner og en bekræftelse på, at erfaring og nysgerrighed også tæller.
Jeg har altid syntes, det var motiverende at blive ved med at lære nyt, fordi det også åbner for mere ansvar. Jo mere du kan, jo mere bliver du inddraget. Og det tiltaler mig.
Derfor har jeg heller aldrig været til samlebåndsarbejde og hyldevare.
Det er specialløsningerne og nicheproduktionen, der tiltaler mig mest – dér hvor der ikke findes én standardløsning.
Vores kunder udfordrer os jo hele tiden til at tænke nyt og blive bedre, og det forpligter. For jo bedre vi bliver, jo bedre løsninger kan vi skabe for dem.
Samtidig motiverer det mig at arbejde med flow og produktionsoptimering. At se, hvordan små ændringer i setup og procedurer kan gøre en stor forskel – både for økonomien og for arbejdsbyrden i hverdagen.
For mig er godt håndværk jo ikke noget, man lærer én gang. Det er noget, man bliver ved med at udvikle.
Og så længe der er noget, jeg ikke helt forstår endnu, har jeg stadig lyst til at finde ud af det.
Jeanette Sarder Braager | Project Manager
Jeg elsker den faglige udvikling og de gode pauser med kollegerne
Som projektleder hos Effection er jeg bindeleddet mellem idé og virkelighed.
Mit navn er Jeanette Sarder Braager, og jeg kan virkelig godt lide at følge et projekt hele vejen fra kundens første tanke til den færdige løsning, men for mig handler det ikke kun om resultatet.
Mit fokus er altid på at forme processen, så alle føler sig set og hørt.
Derfor er jeg også glad for at have fået mulighed for at tage en projektleder-uddannelse, som har givet mig nye værktøjer til at håndtere kunder og komplekse opgaver.
Og så er det blevet tydeligt for mig, at vi er mange, der løber ind i de samme problemer.
I projektafdelingen er der heldigvis altid plads til en pause i form af en omgang bold, minigolf eller at kaste gris midt i travlheden.
Det giver overskud og styrker fællesskabet, lige at få kroppen med.
Privat er jeg reformer-instruktør, og jeg tror meget på, at kroppen og hovedet hænger sammen.
Ja, faktisk har jeg flere gange inviteret hele Effection-holdet med til reformer-træning.
Jeg er stolt og glad for at arbejde et sted, hvor vi hver dag laver fantastiske ting til kunderne, men også samtidig husker, at mennesker, energi og arbejdsglæde er lige så vigtigt.
Nicolas Villemoes | Technical Designer
Her får jeg tid til at gøre mig umage
Jeg – Nicolas Villemoes – trives bedst, når jeg får lov til at bygge, opfinde og løse problemer, der ikke følger en manual.
I starten rullede jeg plakater i Forsendelsen og arbejdede mig stille og roligt rundt i huset.
Jeg havde egentlig planer om at læse videre, indtil jeg fik muligheden for at blive en del af vores kreative afdeling – og mærkede, at det var her, jeg hørte til.
De første projekter var vilde: store kunder, komplekse opgaver og materialer, jeg aldrig havde haft i hænderne før. Men teamets tillid fra dag ét gjorde, at jeg turde kaste mig ud i det og finde løsningerne selv.
I det hele taget, har jeg brug for at udvikle mig. Hvis jeg står stille, går jeg i stå. Derfor elsker jeg tempoet og de skæve udfordringer, der lander på mit bord hver dag.
Og med de mange forskellige kunder, vi arbejder med, får jeg lov til netop det: at udvikle, eksperimentere og gøre idéer til virkelighed.
Men jeg stiller også store krav til det færdige resultat, og jeg bliver altid ved, til jeg kommer i mål.
Når jeg selv er tilfreds, bliver kunden det også!
Christian Andersen | Teamleder, Montage Øst
Personlig udvikling og godt håndværk betyder det hele for mig
“Min far laver kunst for Dronningen.”
Sådan sagde min datter, da hun var lille og gik nede i sfo’en, og så blev jeg ellers kaldt ind til en samtale om at lyve!
Men det var faktisk ikke helt løgn, for jeg havde nemlig lige – som montør – været med til at skabe en udstilling på Arken med Dronningens kunstværker.
Det at arbejde med kultur og udstillinger i starten af min karriere, hvor der er ekstremt høje kvalitetskrav, lærte mig, hvor vigtigt det gode håndværk er.
Som montør sætter man det sidste aftryk på kundeoplevelsen, og det ansvar har jeg altid taget meget alvorligt.
I dag er jeg teamleder, hvor min praktiske erfaring giver mig en stor fordel i dialogen med medarbejdere, der er ude på opgaver.
For mig er ledelse også et håndværk, der handler om respekt, om at lytte og om at skabe et fællesskab, hvor alle bidrager.
Derfor står jeg også gerne op kl. 04:30 hver tirsdag for at nå til padel med mine kolleger inden arbejdsdagen starter. Det giver nemlig et andet forhold til hinanden, når vi ”leger” sammen.
Interessen for håndværk gør sig også gældende i min fritid, hvor jeg laver trædrejning, der kræver tålmodighed, præcision og respekt for materialet, når en rå klods skal blive til en skål.
For mig er ledelse lidt det samme. Det gælder om at indfri potentialet hos den enkelte og få det til at fungere i fællesskab med resten af afdelingen.
Det kræver stor omtanke, men når vores medarbejdere er glade, og vi leverer resultater, der står knivskarpt, får jeg den samme tilfredsstillelse som når træet “synger” på drejebænken.
Og den følelse bliver jeg aldrig træt af.
Tina Bøjesen | Team Coordinator Logistics
Jeg tog springet fra pædagogik til logistik, og det er jeg glad for!
Jeg var faktisk færdiguddannet pædagog og havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle arbejde med logistik, men i dag er jeg virkelig glad for, at jeg tog springet!
Mit navn er Tina Bøjesen, og i dag er logistik blevet min verden.
Jeg nyder at være med til at sikre, at hver eneste pakke ser indbydende ud og når sikkert frem til kunden.
Indpakningen er jo det første kunden ser, og det betyder altså noget, at vi sætter kronen på værket.
Tilbage i 2017 kom jeg ind som løsarbejder i S-pak, imens jeg uddannede mig til pædagog. Kort tid efter kom jeg over i Forsendelsen, og det blev begyndelsen på en udvikling, jeg ikke havde set komme.
Selvom jeg i mellemtiden var blevet færdiguddannet pædagog, spurgte min daværende chef, om jeg ville i lære i Forsendelsen, og selvom jeg tøvede, tog jeg imod udfordringen.
Senere læste jeg videre til logistikdisponent, og i dag har jeg ansvar for den daglige drift med alt lige fra undersøgelse af fragtpriser og leveringsmuligheder til tæt samarbejde med ordrestyrere og sælgere.
Jeg elsker, at vi ikke bare er et pluk-og-pak-lager. Det betyder, at hver dag er forskellig, og dét gør arbejdet spændende!
Vi har et super stærkt team, hvor tillid betyder alt, og så har vi et godt fællesskab uden for arbejdet.
Som næstformand i personaleforeningen giver det mig god energi at lave arrangementer, der samler os på slap line og styrker sammenholdet.
Faktisk kan jeg i dag slet ikke forestille mig at gå tilbage til pædagogfaget!
Sara Nielsen | Customer Portal Manager
For mig er det vigtigste, at man kan være sig selv
Lige da jeg blev ansat, løb jeg ned i COS og købte en fin og aaalt for dyr blazer, som jeg troede, at jeg ville få brug for. Men den kom faktisk aldrig i brug. Jeg fandt nemlig hurtigt ud af, at man godt må ligne og være sig selv her.
Uanset, om man er til mørkeblå blazere eller noget helt andet.
Da jeg startede, vidste jeg kun en smule om print, tryksager og alle de andre typer af visuel kommunikation, som vi laver, men jeg mødte en fuldstændig tillid og tro på, at jeg nok skulle lære det. Og det gjorde jeg så også rigtig hurtigt.
Nu har jeg været her i 4 år, og jeg plejer at sige, at jeg i mit arbejde bruger to forskellige hatte, som jeg konstant skifter imellem. Den ene er ”vi-skal-have-tingene-til-at-køre-hatten”, og den anden er ”hvordan-gentænker-vi-rammerne-hatten”.
Eller man kan måske sige, at jeg veksler mellem drift og udvikling.
Da jeg startede, var mit fokus mest på drift, men nu handler det mere om projektledelse og udvikling, fordi jeg har fået mere interesse for den del. På den måde udvikler min stilling sig sammen med mig, og det er virkelig fedt at opleve. Der er frie tøjler til at lede mine projekter, som jeg gerne vil gøre det, og den form for medbestemmelse giver mig virkelig gejst på at gøre mit bedste.
Når jeg drifter, udvikler og optimerer vores kundeportaler, kræver det desuden, at jeg samarbejder med mange forskellige kolleger og fagligheder, når jeg er i løbende dialog med projektledere, kunder eller vores specialister i produktionen.
Jeg er i det hele taget med hele vejen fra start til slut, og sætter stor pris på det tætte samarbejde med mange forskellige kolleger og fagligheder.
Hver især bærer vi vores egne “hatte” med stolthed og respekt for hinanden, og det fællesskab på tværs er klart med til at gøre mig virkelig glad for at være landet i lige præcis det her job.
Viktorija Nemanyte Danielsen | Team Leader Logistics
Jeg er vild med de lige muligheder for alle
Min første dag hos Effection, dengang Damgaard-Jensen, var en udfordrende start på min karriere, som jeg dengang ikke vidste noget om.
Jeg startede med en kæmpe mave, seks måneder gravid, og skulle pakke sammen med de andre.
Det var lidt hårdt, men ikke noget, jeg ikke kunne klare. De første dage havde jeg lidt svært med det danske sprog, og de ældre medarbejdere kunne ikke tale engelsk med mig – men jeg var nysgerrig, så jeg lærte hurtigt!
Det er nu 13 år siden – og jeg er her stadig, bare med andre opgaver.
Efter min barsel ringede jeg og spurgte, om der var mulighed for at få en plads som løsarbejder igen – og det fik jeg. Kort tid efter fik jeg en fast kontrakt, og det var en fest! Jeg husker tydeligt, hvor glad jeg var efter den lidt hårde start på mit voksenliv.
Nogle år senere kom der ny ledelse i produktionen, og det gav også nye muligheder for mig. Jeg hjalp så meget, jeg kunne, og en dag spurgte min daværende leder, om jeg kunne være interesseret i at hjælpe ham med nogle opgaver – og det sagde jeg ja til.
Det var ikke noget, jeg havde drømt om. Jeg var usikker og vidste ikke, om jeg kunne klare det, men de andre troede på mig og mine evner – og det kunne jeg godt!
Jeg gik på barsel igen, og kort tid efter var der mange ændringer i virksomheden – og heldigvis blev kortene blandet i min retning. Jeg fik muligheden for at blive leder af S-pak og Kundelager, og kort efter endnu flere afdelinger.
Jeg er dybt taknemmelig for min rejse.
I dag planlægger jeg vores ordrer og hverdag, så ressourcer og arbejdstid bliver brugt helt rigtigt i produktionen. Det er en stor fornøjelse at oplære mine unge medarbejdere, så de ligesom mig får nye muligheder, og det motiverer mig meget at se dem vokse med opgaverne, når rammerne er sat rigtigt.
Mange er startet som løsarbejdere og siden rykket til større ansvarsområder, og jeg er virkelig glad for at være i en virksomhed, hvor der er gode udviklingsmuligheder for alle uanset alder, etnicitet og uddannelse.
Hvis du vil, så kan du. Det plejer jeg at sige til de unge mennesker i min afdeling.
Christian Andreas Berg | Project Manager
Jeg elsker det tætte samarbejde med mine mange dygtige kolleger
Jeg er vildt glad for at jeg skiftede til Effection. Det er nok et af de bedste valg, jeg har truffet i min karriere.
I mit team understøtter vi nogle af vores større kunder med store og komplekse projekter, der skal drives sikkert i mål. Her kan kompleksiteten være stor, når vi kommer igennem alt lige fra folieløsninger til eksempelvis wayfinding, pyloner og lysskilte.
Så gælder det om både at trække på den faglighed, vi har internt i huset, men også at bruge vores store netværk af tætte samarbejdspartnere og eksterne leverandører.
Dén opgave kræver, at jeg har en stor berøringsflade med både kunder og kolleger, og det kan jeg virkelig godt lide. Faktisk er det de dage, hvor jeg kommer rundt i hele huset og får talt med rigtig mange gode kollegaer, som jeg elsker allermest.
På de dage kører jeg hjem med en fornemmelse af, at min dag har givet mening. Den dér fornemmelse af, at vi i fællesskab har rykket på nogle ting. Det er en kæmpe tilfredsstillelse for mig.
I det hele taget har det været en stor drivkraft for mig at få kollegaer tæt på igen.
Jeg kom jo fra en tid som selvstændig, og det har haft en kæmpe værdi for mig at få gode kollegaer helt tæt på igen, som jeg kan samarbejde med, når jeg løber ind i udfordringer.
Og det gør vi jo alle en gang imellem.
Udover snakken hen over skrivebordet, har vi også projektleder-gruppemøder hver tirsdag eller torsdag, hvor man kan man smide sine udfordringer på bordet. Gør man det, kan man være sikker på, at man går derfra med gode løsningsforslag.
På den måde er vi gode til at sparre med hinanden, så det får værdi for både kunden og os selv.
Og det er netop det dér gode samarbejde om at skabe de flotte resultater for vores kunder, som gør det sjovt at gå på arbejde.
Tine Johansson | Senior Project Manager
Mange dage føles det slet ikke som arbejde
Internt hos Effection går min del af forretningen jovialt under betegnelsen ”Gøglershoppen”…
Jeg arbejder med at skabe visuelle løsninger til kulturlivet og jeg er blandt andet så heldig at arbejde sammen med Det Kongelige Teater, Moesgaard, Koldinghus og Experimentarium.
Min tidligste erindring om teater er en eventyrlig forestilling af børneteatret Filuren, som har været skarpt indprentet i hukommelsen, siden jeg som 4-årig slugte den med store øjne.
En opvækst med masser af besøg på både teatre, museer og andre kulturinstitutioner har givet mig en helt særlig kærlighed til kulturlivet, og i dag er jeg så privilegeret, at jeg bruger den interesse i mit arbejde hver eneste dag.
Jeg går i teatret privat, jeg har årskort til museerne, og jeg kan tale med kunderne på et niveau, hvor vi deler begejstringen for det, de skaber. Det betyder, at vi mødes i øjenhøjde.
Ja, faktisk er jeg så heldig, at det mange dage slet ikke føles som et job, når jeg skal finde på nye visuelle løsninger sammen med mennesker, jeg oprigtigt holder af.
At de løsninger så senere er med til at skabe store oplevelser for tusindvis af gæster hos museer, teatre og kulturinstitutioner, gør jo bare det hele endnu bedre.
Et andet vigtigt og sjovt aspekt er samarbejdet med mine kollegaer i vores produktion i Aarhus, hvor vi tester nye løsninger og udfordrer hinanden.
Det er netop i det samarbejde, at vi får mange skæve ideer til at lykkes. Samtidig har jeg en naturlig bevidsthed om bæredygtighed i mit arbejde. Her oplever jeg, at kulturbranchen er langt fremme.
De stiller store krav til, at vi tænker ansvarligt hele vejen igennem både i forhold til miljø og mennesker, og det kan jeg virkelig godt lide!
Alt i alt, er jeg utroligt glad for mit arbejde – og jeg bærer navnet ”Gøglershoppen” med stor stolthed!
Hendrik Eriksen Lyberth | Developer
Her er der plads til både håndværk og kreativitet
Jeg vidste absolut intet om det her sted. Ja, jeg havde faktisk aldrig hørt om det.
Men jeg havde altså en studiekammerat fra arkitektskolen, som var weekendarbejder nede ved skæremaskinerne.
Jeg var færdig på arkitektskolen og havde taget grundforløbet på snedkeruddannelsen, da min chef, Per kudsk (aka ”Kudsken”), skulle bruge en til at lave 3D-tegninger, der ikke havde 10 tommelfingre.
Min kammerat fik jobsamtalen på plads, og da den endte med at vare tre timer i stedet for en halv, så var det jo ligesom sket. Siden har jeg ikke set mig tilbage, og nu har jeg så været her i 8 år. Sådan kan den slags tilfældigheder åbenbart være helt afgørende for ens liv…
I dag er jeg ansat som Developer hos Effection, og det er stadig virkelig fedt at få lov til at være i det kreative hjørne mere eller mindre hele tiden.
At være med nede i produktionen og ude i værkstedet har i dag givet mig en rigtig god forståelse for, hvor meget jeg kan presse materialerne. Når vi udvikler messestande, butiksinventar eller noget helt tredje, får jeg brugt både min arkitektfaglige baggrund og håndværket fra snedkerfaget.
Og ja, det har kostet mange både succesfulde og forfejlede eksperimenter, men det har der altid været plads til med ”Kudsken” som solid støtte. I det hele taget har det været guld værd at have en god mentor, der ser tingene for sig på en måde, som vi andre ikke kan.
Den slags erfaring og ekspertise kan man lære meget af!
Alt i alt føler jeg mig virkelig heldig over at været havnet i en Ole-opfinder-afdeling, hvor ikke to dage eller opgaver er ens. Ofte ender jeg med at stå på værkstedet hele dagen, når jeg tager en skjorte på. Kommer jeg i arbejdstøj, så ender dagen med at gå foran computeren med 3D-tegninger.
Og den variation og utilregnelighed kan jeg virkelig godt lide!